Året der gik i Elevforeningen

Et år er endnu en gang passeret, og vi tager nu ikke alene hul på et nyt år, men et helt nyt årti! Det skal selvfølgelig markeres med et lille tilbageblik på året, der gik i Elevforeningen.

I 2019 har Elevforeningen efter knaldhårdt arbejde af engagerede og internetkyndige repræsentantskabsmedlemmer for alvor fået Conventus og medlemshåndtering under huden. Det betyder, at Elevforeningen i ’19 kunne præstere et flot medlemstal på næsten 1000 medlemmer. Og det skaber både masser af engagement og luft til kreativ udfoldelse i kredsene.

Året har derfor budt på et væld af tiltag og arrangementer – nye som gamle.

Til ’oldies but goldies’-kategorien indbød Vestkredsen til spring og dans i Vejlby Risskov-hallens omgivelser i februar, Odense-kredsen til beachvolley og bajere i august og Østkredsen til stød-fodbold og fest i oktober. Fælles for arrangementerne var en kæmpestor interesse og rift om billetterne fra Elevforeningens medlemmer. Det er så fedt!

Stor fest var ingen undtagelse til det årlige elevmøde, som maj-solen i år modvilligt beskinnede. Bølgerne gik højt, da over 800 tidligere IHS’ere i alle aldre skrålede med på højskolehits i Frihedshallen.

IHS elevmøde 2019
Elevmødet 2019

Af andre dejlige gengangere bød Elevforeningen i årsløbet på skitur til Les Arcs i januar-februar, frivilligt arbejde og festivalsgængeri på Tinderbox i juni og jubilæums-vandretur i det smukke sønderjyske terræn i juli.

Af nye arrangementer i 2019 kan flere flotte tiltag fremhæves. I august så Elevforeningens første surf-tur dagen lys, og under Portugals varme himmelstrøg kastede en god flok IHS-alumner sig ud i de høje bølgerne. En uge senere kom surferne vindblæste og glade hjem – så glade, at turen står til sikkert genvalg i 2020.

I juli bølgede Ed Sheeran sig ud over Tusindårsskoven i Odense, og det blev heller ikke uden tidligere os! Over to koncerter samlede 105 frivillige tidligere IHS’ere mere end 50.000 kr. ind til Elevforeningen. Midler, der giver ekstra muligheder for vores forening i 2020.

Sidst, men ikke mindst, blev 2019 året, Elevforeningen blev en kreds rigere. I efteråret tog et par ildsjæle initiativet til genetableringen af en Aalborg-kreds, som allerede nu har fået et fint fodfæste. Aalborgkredsen kan findes på Facebook ved ”IHS’er i Aalborg” og har både første torsdagsarrangementer og et nyt Karnevals-event i støbeskeen.

2019 har i sandhed været et godt og overvældende år i Elevforeningen. Både til de store arrangementer og til de mange ’første-torsdag i måneden’ har opbakningen været stor. Og dette skaber lyst til en masse mere. Her vil vi kort fremhæve de vigtigste datoer i Elevforeningens 2020-plan:

  • Vestkredsfest i Århus: 22. februar 2020.
  • Langrendstur til Norge: 19.- 24. marts 2020.
  • Elevmødet: 1.- 3. maj 2020.
  • Karneval i Aalborg: Omkring d. 22.- 24. maj 2020.
  • Surftur til Portugal: 23.- 30. august 2020.

Til sidst er der bare at sige tak for et forrygende 2019, og vi glæder os til mere af det gamle og mere af det nye i 2020!

Skrevet af: Anne Christine Qvortrup Fibiger (Repper i Vestkredsen)