Information omkring Elevmødet 2020 og Elevskriftet

Udklip

Kære medlem af Idrætshøjskolens Elevforening, Sønderborg.
Vi skriver for at informere dig om, hvordan du skal forholde dig til dette års Elevmøde og dette års forårsudgave af Elevskriftet.

Vi befinder os lige nu i en tid, hvor vi alle kæmper for at mindske spredningen af Covid-19 virussen. Vores fælles samlingspunkt IHS har sendt elever og personale hjem, og respekterer myndighedernes anbefalinger ved at holde skolen lukket de kommende to uger.

Elevmødet

På grund af situationen vælger vi, Elevforeningen, og skolen at se tiden an frem til den 1. april 2020. Derefter følger en endelig udmelding i forhold til om dette års Elevmøde kommer til at løbe af stablen.
Situationen ændrer sig hele tiden, og de officielle retningslinjer for færden følger med. Derfor kan vi desværre ikke komme med en mere klar udmelding på nuværende tidspunkt. Vi vil naturligvis gøre alt hvad vi kan for at afholde Elevmødet d. 1.-3. maj 2020, men vi må være fornuftige. Så indtil videre væbner vi os med tålmodighed, hvorfor tilmeldingen til Elevmøde foreløbig er udskudt to uger.

Elevskriftet
Normalvis ville foreningens repræsentantskab i denne tid mødes for at pakke Elevskriftet – og på den ene eller anden måde få det leveret til din postkasse. Desværre gør det sig ikke gældende for denne marts.
Processen med at pakke Elevskriftet kræver normalvis en aften og en flok på 30 med hurtige hænder, og dét kan vi desværre ikke stille op med i den her tid. Elevskriftet bliver tidligst pakket og afsendt om to uger, og derfor har vi gjort det tilgængeligt på vores hjemmeside.

Vi beklager og håber på din forståelse.
Bliv derhjemme, hold humøret højt og fordriv tiden med at læse Elevskriftet.

De bedste hilsner på vegne af bestyrelsen
Amalie Gram
Formand for Elevforeningen